På forhånd var der forventet et overskud på 72 millioner kroner på den ordinære drift i Skive Kommune i regnskabet for 2024, men det endte i stedet med et plus på 135,2 millioner kroner.Det skyldes ikke mindst, at kommunen har været dygtig til at holde sig inden for den fastsatte serviceramme. 99,1 procent af de 100 procent er brugt på drift.Men det har også haft stor betydning for det flotte regnskab, at der er brugt 56,1 millioner kroner færre end forventet på overførsler på arbejdsmarkedet som følge af få ledige.
Bedre end prognoserne
Når politikerne lægger et budget på arbejdsmarkedsområdet, tager de udgangspunkt i Kommunernes Landsforenings prognose for udviklingen i ledighed på landsplan. Og i den sammenhæng ligger Skive Kommune altså noget lavere end prognosen, og det har givet færre udgifter til ledige. På samme måde ligger Skive Kommune lavere på antallet af sygedagpengeoverførsler, end hvad KL’s midtvejsregulering ellers forudsagde. Det lave antal af borgere på sygedagpenge kan skyldes en nytænkning af sygedagpengeindsatsen, som blev sat i gang i sommeren 2023.
- Det er meget tilfredsstillende, at vi allerede nu kan begynde at se resultater af nogle af de indsatser, vi har sat i gang i forhold til sygedagpengeoverførsler. Men også andre tiltag på arbejdsmarkedsområdet, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.
Ud af leasingaftale
Af de 56,1 millioner kroner, der er i overskud på arbejdsmarkedsområdet, bliver der nu brugt fire millioner kroner på anlægsprojektet på Posthustorvet i 2025.Og samtidig har Skive Byråd besluttet at indfri kommunens gæld i KulturCenter Skive. 60 millioner kroner koster det at komme ud af leasingaftalen før tid.
Det er ikke første gang, at byrådet beslutter at anvende et overskud til at indfri langfristet gæld. Blandt andet skete det også i 2021 og 2023, hvor der blev betalt henholdsvis 75 millioner kroner og 76,1 millioner kroner til Lønmodtagernes Feriemidler.- Når vi indfrier gælden i KulturCenter Skive, kommer vi til at spare 3,4 millioner kroner årligt. De penge kan vi i stedet bruge til kommunens drift, og det vil være til gavn for borgerne, siger Peder Christian Kirkegaard.
LED-lys giver besparelser
Der har også været andre årsager til det flotte regnskab i 2024.Kommunen har haft en positiv kursregulering på formueplejen, og det har givet en merindtægt på næsten 12 millioner kroner alene i renter.Og så kan man i regnskabet for 2024 endnu engang glæde sig over, at der bliver sparet penge på energi, fordi der er udskiftet til LED-lys på 99 procent af alle lys.På den konto blev der sparet 2,5 millioner kroner gennem regnskabsåret.
Kan ikke bare udvide driften
Med endnu et regnskabsår med millioner på plussiden, vil det være nærliggende at mene, at nogle af de millioner kunne komme ud og gøre nytte i driften. Ude hos borgerne.Men det er ikke muligt, da kommunen skal overholde rammerne for serviceudgifter.Bliver rammerne ikke overholdt samlet set for kommunerne, kan det føre til en sanktion gennem modregning i bloktilskuddet.I regnskabet for 2024 overholdt Skive Kommune som skrevet serviceudgifterne med 99,1 procent af den samlede serviceramme, som er aftalt mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.
- Aftalen for kommunerne fastsætter nogle rammer, vi skal indordne os under. Men vi kan afdrage gæld, så det senere kan komme borgere til gode på driften, og vi kan investere i anlæg, som vi nu gør med Posthustorvet, fortæller Peder Christian Kirkegaard.
Udfordret socialområde
På trods af et flot overskud er der stadig udfordringer, som kræver økonomisk bevågenhed og handling. Tallene for 2024 viser, at der er et fortsat økonomisk pres på socialområdet.Nogle af udfordringerne bliver imødekommet med en vitaminindsprøjtning på 6,25 millioner kroner i budgettet for 2025.
Samtidig bliver der nu arbejdet på en handleplan, som kan skabe økonomisk balance ud fra forventningen om, at området vil opleve et øget antal borgere, som har brug for sociale tilbud og hjælp.På socialområdet kan det måske hjælpe på tallene, at det i 2024 blev besluttet, at refusion i særligt dyre enkeltsager ikke ryger tilbage i den kommunale fælleskasse, men bliver på socialområdet.
Udgifter til tomgangshusleje og førtidspension
Udgifter og endda stigende udgifter er der stadig til tomgangshusleje. 10,4 millioner kroner gik den vej i 2024, da kommunen er forpligtet til at betale lejen i almene ældre- og plejeboliger, når boligerne ikke er lejet ud.Og det større beløb skyldes primært, at der ikke længere udlejes boliger til ukrainere i Hem og Rønbjerg. Dertil er der også kommet flere ledige ældreboliger i kommunen.Endelig er udgiften til førtidspension stadig stigende, og det skyldes, at den nye førtidspensionsordning er dyrere end den tidligere, ligesom antallet af personer, der kommer på førtidspension, er større end det antal, der træder ud af ordningen.
- Men samlet set er det et meget flot regnskab, hvor vi som kommune fortsætter den økonomisk ansvarlige retning, som vi har haft gennem nu mange år, siger Peder Christian Kirkegaard.